Fotos

En fin historie om et par internathunde.

Efter vi havde haft to dejlige schæferhunde i tilsammen 22 år ville vi prøve en anden race. Det blev lidt som at købe hus – hver weekend gik med besøg på diverse kenneler. Men det var utroligt svært at beslutte sig – eller min kone kunne ikke blive enig. Tilfældigt parkerede jeg udenfor Foreningen til Værn for Værgeløse Dyrs internat i Rødovre, og min nysgerrighed fik mig til at gå ind. Jeg faldt pladask for en kridhvid samojede ved navn Chippo, der to gange var indleveret til internatet. Heldigvis kunne min kone heller ikke stå for ham, og vi havde ham til han blev 9 år, hvor han desværre ikke kunne mere. Vi fandt aldrig ud af, hvorfor tidligere ejere havde skilt sig af med ham. Han knurrede aldrig og kunne slet ikke finde på at bide. Den septemberdag, hvor vi skulle af med ham, var en trist dag, hvilket alle hundeejere kan nikke genkendende til.
		Chippo 9 år
Jeg ville gerne have en ny samojedehvalp umiddelbart efter, og jeg var da også på besøg på en kennel. Men nej, vi skulle vente til sommeren efter. Igen besøgte jeg internatet, og der stod han – springerspanielen Victor på knap et år. Historien var nogenlunde den samme – han var leveret ind to gange. De første ejere havde fundet ham for vild, og hos de næste skulle han have bidt deres kat ihjel. Jeg besøgte ham jævnligt, men på hjemmefronten var der ingen forståelse, som min kone sagde: ”Han er jo ikke engang pæn”. I den retning er det også vanskeligt at efterfølge en samojede. Tiden gik, og jeg havde så ondt af dyret, at jeg prøvede at afsætte ham til kollegaer, der er jægere. Efter fem uger ringede min kone og fortalte, at hun havde talt med internatet, som havde haft nogle forbehold – så var jeg klar over, at der var grønt lys. Vi har nu haft Victor i 1½ år. Han er blevet vores ynglingshund.
Igen har vi fået en hund, som under ingen omstændigheder vil bide. Den historie med katten, tror vi ikke på. Til træning demonstrerede Victor, hvordan man passiviserer aggressive hunde, og det samme gør han til daglig under vores lange ture i Søndermarken. Her går han naturligvis løs, så han rigtigt kan få brugt kræfter i leg med alle typer hunde. Børn er selvfølgelig velkomne til at gå til ham – han kan ikke bide. Min kone har tidligere lovet sig selv, at hun aldrig ville knytte sig for meget til en hund igen. Det holder ikke. Victor er også blevet hendes nye barn – han skal med på ferie.

14 mand m/k med 13 hunde mødtes i Grund skov ved Stouby mellem Vejle og Juelsminde.

Poul og Tove havde været så forudseende at de havde taget noget skovbærbrændevin med, som de delte rundhåndet ud af. Og vejret gjorde ikke interessen for brændevinen mindre!.

Regionen havde allieret sig med skovfoged Asger Thyge Pedersen, som i adskillige år har boet i Grund skov. Navnet ”Grund” menes at komme af det lave vand i Vejle fjord, som skoven grænser op til. Mens vi gik, fortalte Asger om de forskellige trækulture vi passerede i skoven, og om skovdriften i almindelighed. Turen tog godt to timer hvor vi først gik ca. 70 højdemeter ned mod stranden, forbi bl.a. ”Guldhøj” hvor Asger fortalte om Grev Orth, som skulle have begravet en guldskat der. Vi var dog så heldige, at det ikke var torsdag og fuldmåne, og desuden larmede vi nok for meget, så ”Greven” kom ikke efter os denne gang.

På stranden fik nogle hunde sig en tiltrængt dukkert, mens resten kunne løbe frit omkring på stranden hvis de havde lyst. Turen sluttede efter de ca. 70 højdemeter op ad bakke gennem den dejlige bøgeskov, hvor vi et par gange måtte standse op for at få vejret igen, og imens kunne Asger meget passende fortælle om lidt om lokaliteten.

Efter opstigningen fra stranden blev der serveret en kop kaffe og varm chokolade, og lidt mere skovbærbrændevin til at varme sig på.

En rigtig fin og lærerig tur hvor vi nok er nogle stykker, der har lært at se med noget andre øjne på skoven.

Regionen siger tusind tak til Asger for de gode historier, og for at han velvillig stillede op med hele familien trods en rund fødselsdag aftenen forinden..

Vi startede hos Lene med lidt formiddagskaffe, inden Steen og "stifinder" Anne-Mette fandt frem.

Steen lagde ud med at indvie os i Schweisstræningens mysterier, og derefter gik turen til skoven

hvor der blev lagt spor. Derefter kørte vi tilbage til Lene, og mens vi spiste frokost opsummerede Steen

Regionen takker Steen Stenild og hjælper Anne-Mette Bak Nielsen for et godt og udbytterigt arrangement.